Vedtægter for Dalby Antennelaug af 1973

 

NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL:

§ 1

1. Foreningens navn er Dalby Antennelaug af 1973

 

§ 2

1. Antennelaugets formål er at eje og drive et bredbåndskabelanlæg med henblik på over for medlemmerne at:

  a) modtage og distribuere danske og udenlandske radio- og fjernsynskanaler

  b) udbyde kapacitet til brug for datatransmission

  c) udbyde serviceydelser, som naturligt lader sig tilbyde over bredbåndskabelanlæg

2. Udbud kan foretages af antennelauget selv eller ved tidsbegrænset overdragelse af transmissionskapacitet i nettet til tredjemand.

3. Antennelauget kan tilslutte sig og eventuelt eje andele i andre foreninger, selskaber eller sammenslutninger, som har til formål at fremme foreningens interesser.

4. Antennelauget ønsker at dække Dalby lokal-område med sit bredbåndskabelanlæg.


MEDLEMMERNE:

§ 3

1. Enhver, som har betalt tilslutningsbidrag til antennelauget og er tilsluttet antennelaugets bredbåndskabelanlæg, eller som faktisk er tilsluttet dette anlæg, er pligtige at være medlem af antennelauget.

2. Enhver, som bor i antennelaugets forsyningsområde, jævnfør § 2, kan begære sig tilsluttet antennelaugets bredbåndskabelanlæg mod at betale gældende tilslutningsafgift og under forudsætning af, at forsyning umiddelbart kan finde sted uden udbygning af anlægget. I modsat fald undersøger antennelauget mulighederne for fornøden udbygning, idet alle udgifter til den udvidelse af anlægget, der er nødvendig for tilslutningen betales af de(t) nye medlem(mer) under behørig hensyntagen til yderligere udvidelsesmuligheder, der følger af udvidelsen. Ved tilslutning i forbindelse med byggemodning af nye områder bør udgifterne betales af den, der forestår byggemodningen.


§ 4

1. Der opkræves et årligt bidrag (kontingent), den 1. juni, pr. husstand til bestridelse af omkostningerne ved antennelaugets drift og anlæggets ve dligeholdelse.

2. I udlejningsejendomme opkræves et bidrag hos ejeren for hvert lejemål, der kan tilsluttes anlægget.

3. Bidraget (kontingentet) fastsættes hvert år på generalforsamlingen for det løbende regnskabsår.

4. Ved indmeldelse betales forholdsmæssigt bidrag for perioden frem til næste ordinære opkrævning.

5. Ønsker en ejer af en udlejningsejendom ikke en kollektiv tilslutning kan en lejer dog selvstændig blive tilsluttet på lige fod med ejere. Lejeren bærer det fulde ansvar for nødvendig tilladelse fra ejeren. Ved fraflytning kan lejeren ikke flytte tilslutningen til anden adresse.


§ 5

1. I tillæg til det i § 4 nævnte årlige bidrag (kontingent) opkræves hos den enkelte tilsluttede husstand tillige de beløb, som følger af de ydelser (programforsyning, internetadgang m.v.) husstanden har valgt at modtage fra antennelauget.
 

§ 6

1. Medlemmerne er pligtige at tåle, at forbindelseskabler, forstærkere og standere placeres ved eller på deres ejendom uden betaling fra antennelauget.

2. Medlemmerne afholder selv udgifterne til udbedring af de skader, de måtte påføre forbindelseskabler, forstærkere og standere, der findes på deres egen ejendom. Det samme gælder, hvis medlemmerne påfører anlægget skader uden for egen ejendom.

3. Eventuelle beskadigelser må straks indberettes til bestyrelsen.


§ 7

1. Medlemmernes modtagning af ydelser fra antennelauget sker i henhold til de til en hver tid gældende leveringsbetingelser. .Disse skal gøres tilgængelige for medlemmerne enten ved omdeling eller på infokanalen og på hjemmesiden.


§ 8

1. Ethvert medlem kan udmeldes af antennelauget med 3 måneders skriftligt varsel.

2. Ved udmeldelse er medlemmet ikke berettiget til at få nogen andel af antennelaugets formue udbetalt.

 
GENERALFORSAMLING:

§ 9

1. Generalforsamlingen er antennelaugets højeste myndighed.

 
§ 10

1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned.

2. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 (fjorten) hverdages varsel, i en udsendelse til medlemmerne, med angivelse af dagsorden, tid og sted for generalforsamlingen og med oplysning om, hvor og hvornår regnskab for det forløbne regnskabsår og budget for det kommende år er fremlagt.

3. Er der rettidigt indkomne forslag til behandling på generalforsamlingen, skal disse forslag gengives på informationskanalen og hjemmesiden, samt fremgå af den udsendte dagsorden

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent

  2. Valg af mindst to stemmetællere

  3. Beretning om antennelaugets virksomhed i det forløbne år og planer for det kommende år til godkendelse

  4. Aflæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse

  5. Eventuelle forslag

  6. Fastsættelse af lokaleleje og honorar til kassereren

  7. Behandling af budget og fastsættelse af bidrag (kontingent) for det løbende regnskabsår

  8. Valg af bestyrelse og bestyrelsessuppleant

  9. Valg af revisor og revisorsuppleant

  10. Eventuelt

Forslag til behandling under dagsordenens punkt 4 skal med navns underskrift være formand eller næstformand i hænde senest den 15. februar det år det ønskes behandlet.

4. Fristen for indsendelse af forslag skal bekendtgøres senest den 1. februar på antennelaugets Infokanal og hjemmeside.

 
§ 11

1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, kan besluttes indkaldt af en (ekstraordinær) generalforsamling og kan begæres med angivelse af dagsorden af mindst 10 (ti) procent af medlemmerne. Indkaldelse skal ske med varsel på 8 (otte) hverdage og den skal afholdes senest 21 (enogtyve) hverdage efter, at en sådan generalforsamlingsbeslutning er truffet eller begæring er modtaget.

2. Indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling skal ske på samme måde som den ordinære.


§ 12

1. Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal, medmindre andet fremgår af disse vedtægter. Afstemningsmetoden afgøres af dirigenten.

2. Den til enhver tid lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig. Kun medlemmer, som ikke er i restance til foreningen, kan afgive stemme på generalforsamlingen. Hver tilslutning af en husstand tæller for et medlem og har således stemmeret.

3. Udlejningsejendomme har lejeren stemmeret for den tilsluttede husstand. En lejer, der ønsker at udnytte sin ret til at stemme, har over for dirigenten bevisbyrden for, at han er lejer i en husstand, der er tilsluttet anlægget.

4. Herudover har udlejeren en stemme. Som udlejer kan en juridisk person som medlem kun afgive en stemme, uanset det antal lejemål (husstande), han råder over i foreningens forsyningsområde.

5. Bestyrelsen sørger for, at der føres protokol over generalforsamlingen.

6. Et medlem kan ved skriftlig fuldmagt afgive stemme for et og kun et andet medlem. Fuldmagten skal afleveres til dirigenten straks efter dennes valg.

 
LEDELSE - TEGNING – HÆFTELSE:

§ 13

1. Antennelaugets daglige ledelse og drift foreslås af en bestyrelse bestående af fem medlemmer, valgt på generalforsamlingen blandt antennelaugets medlemmer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er tilstede. Valget gælder for 2 år, således at der hvert år på generalforsamlingen vælges henholdsvis 3 og 2 medlemmer. Genvalg kan finde sted.

2. Generalforsamlingen vælger formand og næstformand samt bestyrelsesmedlem i ulige år. Kasserer og et bestyrelsesmedlem vælges i lige år. Hvert år vælges samtidigt en bestyrelsessuppleant. Generalforsamlingen fastsætter honoraret til kassereren, der udbetales en gang årligt.

3.Der kan ydes honorar til bestyrelsen. Der kan gives tilskud til bestyrelsesmedlemmernes udgifter til telefon og Internet.

4. Bestyrelsen fører protokol over samtlige forhandlinger og beslutninger, på såvel generalforsamling, som bestyrelsesmøder. Antennelauget tegnes af formanden i forbindelse med 1 bestyrelsesmedlem.

5. Ved erhvervelse, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom, tegnes antennelauget af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for antennelaugets virksomhed.

6. Udtræder et medlem af bestyrelsen mellem to generalforsamlinger, finder suppleringsvalg sted på førstkommende generalforsamling.

7. Bestyrelsen fastsætter tilslutningsafgiften, der eventuelt kan opdeles i et fast beløb og forhøjet kontingent i en periode.

 
§ 14

1. Antennelauget forpligtes i alle forhold, herunder ved køb, salg og pantsætning, ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.

2. Der kan meddeles enkeltpersoner prokura.

 
§ 15

1. Antennelauget hæfter kun for sine forpligtelser med den af antennelauget til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke Antennelaugets medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

2. Erstatningskrav mod antennelauget fra medlemmer som følge af direkte eller indirekte tab er udelukket, uanset om kravet hidrører fra skade på medlemmernes aktiver eller fra den programvirksomhed eller anden aktivitet, der formidles via antennelaugets bredbåndskabelanlæg.

 
REGNSKAB OG ØKONOMI:

§ 16

1. Antennelauget regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. På hvert års ordinære generalforsamling fastsættes bidraget (kontingentet) af generalforsamlingen.

2. Regnskabet revideres en gang årligt efter regnskabsårets afslutning, af to generalforsamlingsvalgte kritiske revisorer. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisorerne ønsker det.

3. Revisorerne vælges for to år, med en på valg hvert år. Hvert år vælges samtidig en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.

 
RESTANCER:

§ 17

1. Dersom et medlem ikke efter påkrav har indbetalt den påhvilende forpligtelse til antennelaugets kasse, kan bestyrelsen overgive sagen til inkasso og lade medlemmets tilslutning til anlægget afbryde. Medlemmet er pligtig at betale samtlige udgifter, der er en følge af den manglende indbetaling, herunder for gentilkobling til anlægget.

2. Bestyrelsen fastsætter rykkerproceduren og tariffer herfor.

 
§ 18

1. Antenneanlægget ejes af antennelauget. Antennelaugets ejerskab består fra hovedstationen til og med fordelerskabet. Kablet fra fordelerskab til medlemmets ejendom, og installationerne i medlemmets bolig er antennelauget uvedkommen.


FRAFLYTNING:

§ 19

1. Ved fraflytning eller ejerskifte kan den nye beboer / ejer indtræde som medlem, såfremt han enten betaler det tidligere medlems restancer eller den til enhver tid gældende tilslutningsafgift. I modsat fald er bestyrelsen berettiget til at afbryde tilslutningen til anlægget.

2. Det er den tilflyttendes eget ansvar at meddele skiftet.

3. Fraflyttere kan ikke medtage den del af tilslutningen, som tilhører antennelauget jfr. § 18, da den følger ejendommen.


VEDLIGEHOLDELSE OG KONTROL:

§ 20

1. Bestyrelsen sørger for, at anlægget vedligeholdes, og at det forsikres i det omfang, bestyrelsen finder nødvendigt.


§ 21

1. Det er forbudt medlemmerne selv at foretage eller lade foretage indgreb eller ændringer af anlægget eller dele heraf, for så vidt angår den del af anlægget, som tilhører antennelauget, jfr. § 18.

2. Det er ligeledes forbudt for medlemmerne at tilkoble eller lade tilkoble apparater eller lignende til anlægget, som forstyrrer dette. I tilfælde af vanrøgt eller misbrug af anlægget kan bestyrelsen straks afbryde forbindelsen. Alle udgifter i den forbindelse, betales af medlemmet.


§ 22

1. Antennelauget har til enhver tid ret til at kontrollere antennelaugets ejendele og medlemmernes installationer med henblik på konstatering af vedligeholdelsesstandarden og af, at installationerne svarer til den over for antennelauget angivne og er i overensstemmelse med antennelaugets regler herom.

2. Denne adgang kan om nødvendigt sikres ved fogedens hjælp.


§ 23

1. Medlemmer stiller den fornødne plads til rådighed for kabler og de installationer, der måtte være nødvendige for den enkelte boligenhed.

2. Den tilsynsførende og reparatører har til enhver tid mod legitimation adgang til installationerne.

 
VEDLIGEHOLDELSE OG TEKNISK INSTALLATION:

§ 24

1. Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer den, der skal føre tilsyn med vedligeholdelsen af anlægget.

2. Bestyrelsen skal sikre at den fornødne tekniske dokumentation af anlægget er til stede og løbende vedligeholdes.

 
UDVIDELSER:

§ 25

1. Bestyrelsen kan beslutte at igangsætte udvidelser af anlægget til nye områder, såfremt udvidelsen på kortere sigt er rentabel.

2. Bestyrelsen kan beslutte at igangsætte udvidelser af anlæggets kapacitet og anvendelsesmuligheder, såfremt sådanne beslutninger holder sig indenfor de rammer, som følger af tidligere generalforsamlingsbeslutninger.

3. Bestyrelsen redegør så vidt muligt på den ordinære generalforsamling under beretningen for de muligheder, som forventes at foreligge i den nærmeste fremtid samt for de forventede økonomiske konsekvenser af kommende udvidelser.

4. Antennelauget har pligt til at sikre en sådan alsidighed ved programvalg, at der også tages hensyn til (større) mindretalsinteresser.

5. Sammenlægning af antenneanlægget med antenneanlæg tilhørende anden ejer samt etablering af fælles signalforsyning med bredbåndskabelanlæg tilhørende anden ejer må kun gennemføres efter at være vedtaget på en generalforsamling. Der skal i indkaldelsen være redegjort for forslaget, der skal optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen.

 
VEDTÆGTSÆNDRINGER - FORENINGSOPHØR:

§ 26

1. Antennelaugets virksomhed ophører, såfremt anlægget nedlægges, eller hvis det besluttes, at antennelauget skal indgå i en anden forening.

2. Ændring af nærværende vedtægter kræver, at 2/3 af antennelaugets medlemmer stemmer herfor. Er 2/3 af antennelaugets medlemmer ikke til stede, kan bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes senest 21 (enogtyve) hverdage efter. Der skal i indkaldelsen redegøres for forslaget. På den nye generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmer.

3. Stk. 2 gælder ligeledes vedrørende antennelaugets opløsning.

4. Eventuelt overskud, efter at alle antennelaugets forpligtelser er dækket, fordeles ligeligt mellem de på ophørstidspunktet værende medlemmer.

 
FORTOLKNING:

§ 27

1. Tvivlsspørgsmål vedrørende forståelsen af disse vedtægter afgøres af generalforsamlingen.

2. De til enhver tid gældende vedtægter skal gøres tilgængelige for medlemmerne enten ved omdeling eller på info-kanal og på hjemmesiden.

 

Således vedtaget på generalforsamlingen den 28. april 2009

Ændring den 27. april 2010

Ændring den 17. april 2018


Her er vores gældende vedtægter i print version. Se her PDF-format

Stofa Tv-boks og få HBO Nordic